[1]
Vi er nået til sidste del af bogprojektet ‘Celle 44 – Opgøret’, nemlig omslaget. Sådan et skal helst lokke potentielle læsere til at tage bogen ned fra hylden, og der er jeg så heldig, at Tom Kristensen gider lege med mig og mit. For han kan virkelig nogle tricks!
Processen er som følger: Først læser Tom (typisk første draft). Så tager vi en snak i telefonen, hvor jeg får lov til at byde ind med mine tanker. Og så tegner han med mig på sidelinjen via mail.
Den korrespondence (i let redigeret form) får du lov til at læse nu, ligesom du kan se udviklingen i illustrationerne fra start til slut.
Sådan her begyndte det. Det her er den oprindelige skitse, som Tom har arbejdet oven på. Men det første jeg så, var den her:
[Tom]
Her er en skitse. Den er rå. Farven er valgt ud fra den enkelte elpære, der dobler som en solopgang i mine øjne. Bygningen er et hjørne af Bülows Kaserne, men så genkendelig er den heller ikke.
[Mig]
Tak for første skitse – det virker meget lovende umiddelbart. Jeg kan rigtig godt lide farverne og figurerne, men måske skal der gøres lidt mere ved kasernen, så den ikke “bare” kommer til at stå som en eller anden random bygning. Fx ved at gøre det lidt mere rodet eller endnu mere dystert/uhyggeligt…
PS: Ham i forgrunden med battet må også gerne få bukser på i stedet for sarong 🙂
[Tom]
Haha, jeg hører dig. Bukser på.
Jeg laver undertitlen og kigger på bygningen.
[Mig]
Og en tanke mht bygningen: Måske kunne den skæres endnu tættere på, så det blev tydeligt, at der var tremmer for vinduerne?
I øvrigt vildt lækkert med den nøgne pære. Tror lige jeg skal have tilføjet den til teksten også…
[Tom]
Jeg tilføjede flere detaljer på fængslet, pigtråd og tremmer og zoomede ind på bygningen. Jeg har tilføjet illustrationen en del tekstur for at gøre den endnu mere gritty og rå, mens jeg samtidig har holdt figurerne forholdsvis skarpt.
Jeg mangler at arbejde på typografien, bl.a. forfatternavn. Undertitlen skal justeres lidt.
[Mig]
Jeg synes, det er helt vildt fedt. Rigtig godt med bygningen, tremmerne og pigtråden. Jeg er glad 🙂
Mht. undertitlen så synes jeg umiddelbart, den flagrer lidt underligt under titlen. Hvis det ikke er for meget bøvl, kunne jeg godt tænke mig at se den A) stå vertikalt i til højre for titlen, B) nede i højre hjørne, og C) i direkte forlængelse af 44 – hvilket så vil betyde at titlen skal rykkes lidt op og til venstre.
[Tom]
Så er undertitlen sat de forskellige steder, og forfatternavn er sat over titlen. Den, vi vælger, skal justeres – det gik stærkt. Jeg hælder mest til den med den vertikale undertitel indtil videre.
Her følger lidt frem og tilbage mellem Tom, undertegnede og redaktøren om placering af undertitel samt ikke mindst farven på samme. Den gule holder ikke, så vi går med sort som titlen.
Og da detaljer som font og grafik er snakket på plads, vender Tom tilbage med den version af forsiden, der nu er på vej til tryk:
MEN, det var ikke gjort med det, for som jeg vist har gjort tydeligt, så er jeg glad ved symmetri. Så for at ‘Celle 44 – Opgøret’ matcher etteren, skal der også her laves tre del-forsider. Hvad jeg i første omgang havde glemt at fortælle Tom.
[Mig]
Den her bliver også delt i tre dele – det har jeg glemt at sige til dig. Tanken er, at du laver lidt samme trick som sidst med at dekonstruere forsiden og lade den samle sig over de tre del-forsider…
Jeg har ikke lige tænkt over, hvordan illustrationen skal opdeles, men jeg forestiller mig, at du kan komme på et godt bud 🙂
[Tom]
Kan disse brudstykker virke? Jeg gik efter de åbenlyse dele af illustrationen: Bygningen, torturmester og så offeret. Vi kan også gå med et helt mørkt rum med torturmesteren?
[Mig]
Bare lige for at være lidt besværlig:
Hvordan ville 2’eren se ud med pære og bøddel i helt sort rum? Altså, så det bliver bygning ude – bygning/celle inde – bygning ude med to mennesker og pære (med pære kommer går den full circle med forsiden og får det sorte rum bundet sammen med kaserne og sidste illustration)…
Og dobbelt P.S.: Måske et lille tremmevindue i baggrunden af cellen?
[Tom]
Her er en med mørkt rum og bøddel. Med vindue i baggrunden.
[Mig]
Så er den der næsten. For pæren hænger ikke og dingler med det kolde gule skær… 🙂
[Tom]
Okay, så det bliver som de vedhæftede, ikke?
Del 1: Bygning udenfor. (i gråtoner?)
Del 2: Mørkt rum med bøddel med den gule lampe
Del 3: Alle dele fra forsiden undtagen typografi.
[Mig]
Når jeg ser dem sammen, så skal Del 1 også være i farver – evt med lidt tekstur i den sorte bund, så bygningen ikke bare svæver over en sort plamage. Men det ved du mere om …
[Tom]
Del 1 i farver med lidt tekstur i bunden.
[Mig]
Så er den der 🙂
Piss’fedt!
Og således kan korpulente damer begynde at synge, for nu skal bogen sendes til tryk …