[1]
Der gået en uge, og det er tid til næste skridt på vejen mod ‘Celle 44 – Opgøret’, som bogen hedder lige nu. Det skridt er at få bygget et skelet – eller en synops, som det store ord er.
Det gør jeg hver gang, for det hjælper mig fra A til B til Slutningen. Når idéen til en bog rammer, ved jeg som regel cirka, hvor historien skal starte og slutte. Men alt derimellem findes ikke rigtigt som andet end fornemmelse.
Der er en synops mægtig god at have, for den giver mig noget at læne mig op ad – og her hænger den på opslagstavlen over min computer:
Så fin og lige, den er, ikke? Jeg nyder at se på sådan en helt frisk synops. Fordi den giver mig tro på, at jeg har en bog.
Men som du med garanti også vil se om ikke så forfærdeligt længe, så er den virkelig fleksibel. For desværre (eller heldigvis) er idéer sådan nogle små skiderikker, der dukker op i tide og utide. Og ofte viser de sig slet ikke at fungere, når jeg først begynder at arbejde med dem.
Det kan være, fordi de bare ikke dur i praksis, men ofte handler det også om research. Det laver jeg som regel løbende, hvis det da ikke lige er afgørende fra starten, at jeg fx ved præcis, hvilken gun min hovedperson skal have. Eller hvad præsidenten i Rusland hedder.
Så jeg digter løs og tjekker bagefter, om det giver mening – og den øvelse giver tit grund til at ændre både synops og handling. Tit kommer der også nye idéer ud af researchen (eller det blå, som de sneaky bastards de er), og det vil du som sagt formentlig komme til at se senere.
Nu skal der så bare skrives, og det starter altid dårligt…
[2]
