[1]
Det triller med bogen, og faktisk ser det ud til, at jeg printer første draft i løbet af denne uge. Det er en virkelig god fornemmelse.
Jeg vil ikke vise dig mere endnu, så denne gang kommer det til at handle om, hvordan jeg bruger mig selv og virkeligheden, når jeg skriver.
Ud over det åbenlyse i ‘Celle 44’-bøgerne (Putin og geopolitikken, du ved), så prøver jeg også at trække tråde tilbage til Anden Verdenskrig, besættelsen og modstandskampen samt menneskehedens første forsøg med en Kold Krig. Det var en dum idé dengang, det er en dum idé nu – og sådan er det vel altid med dumme idéer.
Anyway, jeg er i det hele taget fascineret af Anden Verdenskrig. Det er nu den bedste krig af dem allesammen. Derfor forelskede jeg mig også straks i historien om Varulvene, da jeg blev præsenteret for den.
Hvis du har læst Hitman-bøgerne, ved du, at Varulvene optræder som mafia med nazistiske tendenser. Henne i virkeligheden var de et terrorkorps, der blev etableret af Hitler og SS, som skulle sørge for max kaos, hvis – eller når – krigen var tabt.
Varulvene i Danmark var danskere, der på forskellig vis havde valgt tyskernes side. De blev udstyret med falske identiteter og placeret rundt i landet i sovende celler, der bare ventede på ordren.
Så vidt kom det aldrig, men det mest fascinerende ved det hele er, at vi, efter besættelsen var ovre, ikke fandt alle de danske varulve. Hvilket betyder, at du i princippet kan være efterkommer af en af dem!
Og hvad gør man egentlig, når man sidder i en sovende terrorcelle og pludselig mister sit (livs)formål? Man etablerer sig selvfølgelig som kriminel organisation og fortsætter tilværelsen under radaren. I hvert fald i min fantasi…
Ikke som den moderne autobiografiske afslør-alt-og-alle udladning, men mere som små nik til min for- og nutid, som ingen andre end mig formentlig vil opdage. Men her er der nogle eksempler:
-
- Byen i ‘Hitman 1 + 2’ er en flydende udgave af København, hvor jeg boede, mens Hitman blev til (det ufærdige højhus, Andreas skyder fra på sin første opgave, er/var det ufærdige Axel Towers på Axeltorv). Til gengæld er skolen, de går på, min gamle folkeskole i Bording.
- ‘Celle 44’ foregår også i København. Men modsat Hitman, så er det med rigtige stedangivelser og lignende. Det var mit farvel til byen, hvor jeg boede i små 20 år, bl.a. i Brønshøj, på Vesterbro og Frederiksberg, som i bogen lægger græs, asfalt og kiosk til handlingen.
- I ‘Afpresning’ bruger jeg igen faktiske stedangivelser. Denne gang som et goddag til Fredericia, hvor jeg flyttede til med familie i 2019.
- I afdelingen løst-og-fast er printet på Mads’ hoodie på forsiden af ‘Celle 44′ en tatovering, jeg har på begge håndled. Mads’ langvarige fight med Japan er baseret på min egen langvarige fight med en fyr, der hed Alex i folkeskolen. Hvad den handlede om, kan jeg simpelthen ikke huske, men vi slåssede konstant i en periode. Så vidt jeg husker, stoppede den, da jeg bed ham så hårdt i skulderen, at han blev nødt til at sladre. Så kom de voksne endelig på banen (det var en anden tid …).
- Og så er der det med navnene: Her bruger jeg blandt andet familie, venner, deres børn og dyr. Mads og Emil i ‘Celle 44’ er fx henholdsvis min ældste vens søn og afdøde Golden Retriever, mens skurken i Hitman – Lirik Whitehook – er trukket ud af min lillesøster og min kones navne (Line + Rikke + Krogholm + Hvidbjerg). Omvendt er navnene i ‘Syndflod’ valgt ud fra deres symbolik, fx Aron = “Bringer af død”, Isak = “Gud ler” og Ramon = “Wise protector”.
[3]
