[1]
Lyden af printeren. Den er god – i hvert fald når det er et manus, der kommer ud. Det er virkelig en helt særlig tilfredsstillelse at klikke “print” efter en lang og til tider hård skriveproces.
Var det så bare gjort med det, ville verden være et smukt sted med fuglekvidder og dådyr i haven. Men det bliver hurtigt hårdt igen, for nu skal der redigeres.
Det er den allervigtigste del af hele showet. For det er nu jeg skal give mig selv tæsk, dræbe darlinger og erkende, at jeg ikke nødvendigvis er helt vildt fantastisk hele tiden.
Det er med andre ord nu, bogen skal gøres god. Eller i hvert fald bedre. Det er efterhånden en del af processen, jeg virkelig nyder. En kærlig form for selvpineri, om du vil. Fordi jeg nu ved, at resultatet er anstrengelserne værd.
Første og anden gang var det svært. Fordi redigeringen også kommer med tvivl på egne evner. Både i forhold til at skrive i det hele taget, men især også evnen til at vurdere idéer op mod hinanden og bogen som helhed.
Her har jeg været heldig med, at jeg lærte at give og ikke mindst modtage konstruktiv kritik på journalisthøjskolen. Det var en ren ilddåb: På dag to var der en helt fremmed, ny medstuderende, der skulle kritisere en af mine tekster, og det fortsatte i fire år.
Der lærte jeg virkelig at lade være med at tage andres kritik personligt, ligesom jeg lærte at forholde mig kritisk til mit eget produkt. Fordi jeg vidste, at der sad nogen og ventede på at give mig ord med på vejen. Fordi jeg lærte, at det kun kan blive bedre af en tur mere i møllen.
Og det er jeg så gået i gang med:
Sådan ser manuskriptet ud i disse dage. Svinet til i kuglepen. Her retter jeg alt fra kommaer, stave- og slåfejl til de store ting som fx plothuller og udueligt formulerede passager.
Når jeg skriver, kan en idé virke genial, men i det sekund jeg får papir i hånden og læser den i sammenhæng, kan den være det diametralt modsatte. Det kan være både irriterende og demotiverende, men igen trøster jeg mig med, at evnen til at smadre mig selv giver bonus til sidst.
Det er tit, jeg sletter hele afsnit, fordi jeg opdager, at de ikke giver mening. Eller at de simpelthen ikke bidrager til at få historien fremad.
Et klassisk eksempel på det sidste kunne være sidehistorier i karakterernes liv, der i ånden skulle give dem flere nuancer, men i sidste ende ender som fyld, der bare ligger og roder. Fordi der ikke er plads til at folde dem ud, eller fordi de ganske enkelt viser sig at være ligegyldige i det store billede.
Og her kan jeg igen trække på min uddannelse. For der var tre læresætninger, der satte sig fast (der har Danmark virkelig fået noget for skattekronerne), og som i virkeligheden er kernen i min redigering – og for så vidt i processen som helhed:
Keep It Simple
Show It – Don’t Tell It
Kill Your Darlings
Dem, vil jeg anbefale til enhver, der skal skrive. Nærmest uanset hvad, der skal skrives. Det kan kun blive bedre af det …
[2]
