[1]
Som du måske husker, så fik jeg printet bog før jul. Det var som altid en fremragende følelse, ikke mindst fordi det betød, at jeg for en gangs skyld overholdt min egen deadline. Den er altid til forhandling, når du er din egen chef, men denne gang lykkedes det.
Jeg nåede faktisk også at gennemskrive bogen igen på baggrund af min egen redigering. Og sidst, men absolut ikke mindst, fik jeg sendt manuskriptet til Alinea. Det er en følelse, der er stort set lige så awesome, som at trykke cmd+p.
Men det er også virkelig følsomt at lægge sit manuskript i hænderne på anden. En, der oven i hatten er sat i verden for at kritisere.
Det bliver lettere fra gang til gang, og så er det gode, at jeg altid har det sidste ord. Det er min bog. Men står jeg for hårdt på mit, risikerer jeg, at forlaget ikke vil udgive den. Så også her er middelvejen gylden, og jeg har heldigvis til gode at opleve, at mine bøger ikke er blevet bedre af turen i møllen.
Det er et samarbejde, mere end det er en kamp – og med det anerkender jeg blankt, at min overskrift på dette indlæg er sat på spidsen for dramatisk effekt.
Dermed ikke sagt, at det altid glider helt uden gnidninger eller i hvert fald ophedede diskussioner. De sidste har ofte handlet om, hvem jeg må slå ihjel (hos Gyldendal slår man åbenbart ikke hovedpersoner ihjel, hvilket er vældigt irriterende), men også om sproglige valg, plot og mængden af splat.
Det kan du læse mere om i denne artikel, hvor min tidligere redaktør hos Alinea og jeg interviewes om samarbejdet omkring Hitman-trilogien (klik på billedet):
I forhold til ‘Celle 44 – Opgøret’ så har der været denne gang også været lidt andet i spil. Alinea har nemlig skiftet ud på redaktørposterne, hvorfor et helt nyt samarbejde skulle på plads. Jeg er sågar hendes allerførste.
Heldigvis har Hanne, som hun hedder, vist sig at være yderst kompetent og med en tærskel for dødsvold i perfekt højde, så jeg synes faktisk, det er gået glat og helt smertefrit (siger jeg uden at vide, hvad hun tænker om mig).
En af mine udfordringer har været at koble denne toer sammen med ‘Celle 44’. Jeg skrev om det her, men udover det rent fortælletekniske har det også været mit ønske, at de skulle fremstå som et samlet hele i opbygningen.
Det kræver inddeling i tre dele med hver sin (under)titel, og det har jeg virkelig haft svært ved at få til at give mening. Dels fordi kapitlerne ikke samler sig i lige så tematisk regulære bunker, som i den første, men også fordi etteren er helt symmetrisk med fire kapitler i hver del. Og her har jeg et kapitel for meget (hvilket er voldsomt provokerende).
Så jeg spurgte Hanne til råds, og hun svarede:
Den løsning er jeg gået med, dog med et kompromis på titlerne. I ‘Celle 44’ hed de ‘Besættelse’, ‘Modstand’ og ‘Terror’. Her kommer de bare til at hedde Del 1, 2 og 3. Og så lever jeg med de asymmetriske fem kapitler i Del 3 …
Jeg vil lige dele et par eksempler mere, for det er stort som småt, jeg er igennem med en redaktør. Her er det fx et spørgsmål om man/du:
Hanne ville gerne have “man”, men det er tit en for nem løsning, synes jeg. For hvem er “man”? Det bliver lidt passivt. Så hellere “du” kombineret med “jeg”, som jeg valgte:
Og så er der større rettelser, hvor der skal flyttes klumper af information af hensyn til både flow og mening. Her bemærkede Hanne fx følgende:
Hvad der var helt rigtigt set (se “kompetent” ovenfor), og min endelige løsning endte med at se sådan her ud:
Og med det er manuskriptet faktisk ved at være i mål. Nu skal det sættes op og korrekturlæses, og så er der arbejdet med illustrationerne, som jeg vil fortælle om i næste uge.
Jeg kan afsløre, at Tom Kristensen og jeg allerede er i gang – og det bliver vildt fedt!
[2]
