[1]
Her hos mig er der så småt kommet gang i skriveriet. Det går, som jeg vist fik antydet sidste gang, altid trægt her i starten. Og en af grundene til det er bøvlet med første linie.
Sådan en skal helst være god, skarp og lokke læseren, som en havfrue lokker en sømand. Eller noget… Det var cirka det, jeg lærte, da jeg blev uddannet journalist.
Nogle gange er den der bare. Andre gange skal der knokles, før den kommer helt på plads. Jeg tror, jeg har en vinder nu til den her bog, og hvis du vil vide, hvilke tre muligheder, jeg boksede med, så skal du bare læse videre.
Så første linie er som sagt vigtig, og derfor kan den være svær. Med ‘Hitman’ var jeg dog ikke i tvivl:
Den kom sammen med idéen, og jeg brugte den gennem alle tre bøger med små variationer.
I ‘Afpresning’ starter jeg med et uddrag af slutningen og sætningen: “Det var en dum idé”. Det var også en af de åbninger, der bare var der med det samme, og det er en, jeg er ret godt tilfreds med.
‘Syndflod’ åbner med, at hovedpersonen meddeler, at “jeg skal pisse”, og i ‘Celle 44’ åbnede jeg også med en replik/et citat (hvad hedder det egentlig, når personer snakker i bøger? Det føler jeg, at jeg burde vide). Den åbning satte gang i at beskrive konsekvenserne af russernes invasion med det samme – eller det var i hvert fald tanken.
Jeg kan huske, at det var totalt no-go på journalisthøjskolen at starte med et citat. Det var vist, fordi det var dovent, jeg husker det ikke helt, men vi måtte i hvert fald ikke. Heldigvis går jeg ikke i skole længere, så jeg må gøre, hvad jeg vil – og nogle gange må man i øvrigt godt være doven…
Denne gang har der været tre muligheder, som hver især er blevet skrevet og slettet nogle gange:
Der lød et brøl fra færgens motorer.
Jeg kunne ikke tilgive mig selv.
Jeg skulle hjem.
Jeg har valgt en, men hvilken får du først at se lidt senere …
[2]
