[1]
Nu er det begyndt at blive alvor for alvor. Og som jeg nævnte i forrige indlæg, er det altid pinefuldt for mig at komme i gang med at skrive. Det begynder nemlig altid med en skriveblokering.
Når jeg sætter mig til at skrive en bog, altså når synopsen er på plads, så starter jeg som sagt ALTID med en skriveblokering.
Det er lidt som om, arbejdet med synopsen snyder min hjerne. For når synopsen er færdig, så tror den, at så er den ged barberet (eller den bog skrevet, mere præcist – jeg har ikke en ged).
Det trigger den tomhed, jeg altid rammes af, når jeg er færdig med en bog. Sådan en “jeg er ikke bare færdig – jeg er helt færdig”-følelse, der gør mig stort set ude af stand til at skrive et ord i et stykke tid.
Jeg forestiller mig, at det kan være en følelse, som andre, der præsterer et eller andet som kræver kræfter og fokus, kan genkende. Målet er nået og hvad så …
Anyway, når det så bliver alvor med en bog – altså nu – og der skal til at produceres linjer, sker der ikke en fløjtende fis (allermax en susende sniger). Og så er gode dyr rådne, og gode råd dyre.
Eller: Faktisk er gode råd ikke vildt dyre, for en hurtig søgning på Google giver masser af gratis råd. Fx er der en stak her, en stribe her, og så er der den her model, som i grove træk nærmest dækker hele min skriveproces (så er det lissom spoilet).
Men der er også sådan en som forfatter og adfærdsekspert Morten Münster (kendt for ‘Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag’), der kalder skriveblokering en dårlig undskyldning. At det kun er frygten for at skrive noget lort, der afholder en fra at skrive.
Jeg ved ikke, om jeg vil overgive mig 100% til den som eneste forklaring på blokeringen. Men jeg indrømmer gerne, at det er en frygt, jeg genkender. Og lider af løbende både før, under og efter. Til gengæld ligner min egen løsning hans.
For der er primært kun en ting at gøre for mig: Skrive!
Jeg vil aldrig fornægte en god gammeldags manuel overspringshandling, der ikke kræver mental energi udover at sørge for, du ikke kommer til skade. Men det bedste for mig har været at erkende – og anerkende – at det her kort og godt er arbejde. Og til tider et hårdt et.
Et trick jeg bruger – og som kan være en virkelig effektiv kickstarter, særligt når jeg bruger det som opvarmning – er at skrive til musik.
Helt kort går det ud på, at jeg sætter et stykke musik på, og så skriver jeg uden at tænke. Uden at se på det, jeg skriver. Og uden at rette i det. Det skal ikke bruges til noget, og der er ingen, der skal se det. Den eneste regel er, at mine fingre ikke må forlade tastaturet, så længe musikken spiller.
Det fine ved den øvelse er, at jeg helt fysisk kan mærke, at jeg løsner op. Men som regel kommer der faktisk også et eller andet ud af det, som jeg kan bruge i den bog, jeg er i gang med. Eller noget, jeg kan bruge i en anden sammenhæng (du husker måske, at de der idéer har det med at snige sig ind på en). Det vigtigste er dog, at jeg kommer i gang med at skrive. Ganske enkelt.
Jeg tror på, at de fleste der skal skrive et eller andet, kan have glæde af den her øvelse. Om det er en aflevering i skolen eller et skriv til arbejdet. Men jeg skylder også at sige, at det ikke nødvendigvis er en mirakelkur fra ladet af en prærievogn. Uanset hvor godt, du varmer op, kan du stadig tabe kampen. Og så er det godt at have ekstrabladet.dk, en pind at save i, eller en have …
Men altså, opvarmning til musik er generelt en god idé for mig. Og hvad lytter jeg så til, tænker du måske nu. Og det, synes jeg, er en meget rimelig tanke. Svaret er: Alt muligt!
Det kan være instrumentalt. Det kan være det modsatte. Det kan være hurtigt, langsomt, hårdt eller ganske blidt. Det afhænger faktisk mest af alt mit morgenhumør. Dog er der en del mol og melankoli indblandet, kan jeg se på de her 10 eksempler:
[2]
